speed-1249610_960_720

Når finanslovsforhandlingerne afvikles, er det med Liberal Alliances krav om, at registreringsafgiften skal sænkes, så det bliver billigere at købe bil.

For et år siden fik de registreringsafgiften på biler sænket, og nu vil de altså gøre det igen. Liberal Alliance kræver, at afgiften skal sænkes yderligere fra de nuværende 150 procent.

Uden at være helt klar i spyttet om, hvor meget sænkelsen skal være, udtaler formand for Liberal Alliance Anders Samuelsen dog, at han ønsker afgiften så langt ned som muligt. Han lover desuden, at LA nok skal blive mere konkrete med det krav, de har udspillet.

Tror på opbakning

Sidste år fik Liberal Alliance sænket registreringsafgiften fra en maksimal afgiftssats på 180 procent til en afgiftssats på 150 procent. Dette formåede partiet, selvom socialdemokraterne var imod det, og som Anders Samuelsen selv har pointeret, så ønsker socialdemokraterne jo ikke at hæve den igen – det er i hvert fald ikke det, de går til valg på. Derfor ser formanden det som sandsynligt, at afgiften kan komme endnu længere ned uden de store problemer.

Derudover er regeringen efter sigende i gang med at undersøge og udregne forskellige scenarier for en eventuel nedsættelse af registreringsafgiften.

Sidste års sænkelse har da også battet, og det er måske årsagen til, at regeringen rygtes at regne på sagerne i disse tider. Ifølge regeringen kunne danskerne nemlig spare fra 10.000 til 20.000 kroner på en mellemstor familiebil efter sidste års sænkelse.

Næste år er registreringsafgiften 105 procent af afgiftsværdien op til 84.600 kroner og derefter 150 procent. Dette er gældende for en almindelig personbil, mens brintbiler er fritaget afgiften, og elbiler mistede fritagelsen den 1. Januar 2016.

Ønsker af sløjfe afgiften helt og aldeles

Det er vigtigt for Liberal Alliance, at almindelige mennesker kan mærke en forskel, når registreringsafgiften sænkes. På partiets egen hjemmeside gør de det klart, at de ønsker, at registreringsafgiften skal fjernes helt og aldeles, så almindelige danskere kan få råd til bedre biler.

Når vi sløjfer registreringsafgiften, vil biler koste langt mindre. Det betyder, at danskerne kan få langt sikre og mere miljøvenlige biler til priser, der er til at betale for helt almindelige mennesker.” skriver partiet på liberalalliance.dk.

Forslaget er en del af Liberal Alliances 2025-plan, og ikke nok med at de vil fjerne registreringsafgiften, så ønsker partiet også, at afgifter på benzin og diesel skal sænkes. På partiets hjemmeside forklarer de desuden, hvordan finansministeriets beregninger viser, at det vil øge beskæftigelsen at droppe registreringsafgiften, fordi billigere biler vil betyde, at der kommer flere penge ud i økonomien.

K og DF har andre planer

Liberal Alliance står dog, ikke overraskende, alene med udspillet om sænkelse af registreringsafgiften. De andre blå partier går nemlig til finanslovsforhandlingerne med andre krav.

De Konservatives førsteprioritet er at få fastfrosset grundskylden for næste år. Søren Pape ønsker nemlig ikke at boligejere skal betale mere i 2017, end de gjorde i 2015.

Dansk Folkeparti kræver i stedet syv udlændingestramninger, som minder utrolig meget om regeringens egne forslag. Umiddelbart afviser regeringen dog dette krav, da de ikke mener, at det er dét, finanslovsforhandlingerne skal handle om i første omgang.