De fleste af os har prøvet at få en fartbøde i løbet af vores liv, måske endda flere. Måske er det her din første gang. Uanset hvor mange fartbøder man har fået, vænner man sig nok aldrig til det, for det er bare dumme penge at skulle af med. Men hvad er det nu lige, det koster? Bøden er ikke bare lige til, men afgøres ud fra fire faktorer, som denne lille guide vil gennemgå med dig, der lige er blevet snuppet.

Den målte hastighed: Fartbødernes største betydningsfaktor

Det virker måske banalt, men ikke desto mindre skal det nævnes, at den målte hastighed er en af de vigtigste faktorer i afgørelsen af din fartbødes størrelse. Denne står som overskrift i forhold til de tre andre kriterier, da de måles op imod denne, som dermed afgør skaden på pengepungen. Der er dog i alle målinger en fejlmargen på 3 km/t. op til 100 km/t. og derefter 3%, som du ikke må glemme. Denne er naturligvis medregnet, når bøden udskrives, men lad være med at køre efter, hvor meget du nu må køre ”over”. 

Hastighedsbegrænsning

Tæt relateret til ovenstående er vejens hastighedsbegrænsning, der hvor du blev blitzet. De to bliver nemlig målt i procentpoint i forhold til hinanden, hvorefter bødens omfang nogenlunde kan afgøres. For at sætte farten i perspektiv er det værd at huske på, at kører du blot 60 km/t. i en 30 km/t.-zone, så er det altså allerede dér en overskridning på 100%, hvilket udløser en bøde af betydelig størrelse og formentlig mere end det. 

En anden vigtig pointe, som mange har tendens til at glemme, er, at der i zoner med vejarbejde ofte er en betydelig hastighedsbegrænsning. På motorvejen er denne tit 80 km/t., og bliver du taget i en sådan zone, er bøden af dobbelt størrelse. Så ram den anviste hastighed – det betaler sig.

Vejtype

Den type strækning, du er blevet målt på, har selvfølgelig også stor betydning for din bødes størrelse. Det er klart, at straffen er større, hvis du har kørt 20 km/t. for hurtigt på en almindelig by-vej fremfor på motorvejen. Altså er byzoner, landeveje, motorveje og – igen – strækninger med vejarbejde omfattet af særlige regler, som det er vigtigt, at du er opmærksom på. 

Køretøj

Sidst men ikke mindst er det køretøj, der er blevet målt på, af afgørende betydning for din fartbødes størrelse. Et oplagt eksempel er en almindelig knallert, som med en fabriks og lovmæssig fartbegrænsning på 30 km/t. er begrænset af både dét samt vejens fartbegrænsning. Bliver du taget i at køre for stærkt på sådan en, får du dermed ikke bare en bøde for at overskride vejens hastighedsbegrænsning, men også den lovmæssige begrænsning for dét køretøj.

De fire gennemgåede faktorer er alle afgørende for, hvor stor din bøde bliver. Heldigvis behøver du ikke at regne den ud i hovedet. Der findes flere værktøjer på nettet, som kan hjælpe dig. Du kan blandt andet finde sådan én her, næste gang du skal udregne fartbøder – forhåbentlig for sidste gang.